Mel.: Der er et land ...

Hvor Østersø og bæltets bølge bryder,
og sammen skyller mod den fynske strand,
en fold af Fyn sig ud i havet skyder
som øens forpost - det er Horne Land.
Mod syd står landet stolt med stejle brinker,
men blødt og blidt det sænker sig mod nord.
Fra vest det over til bror Helnæs blinker -
vor lille plet af Danmarks dyre jord.

Den plet blev lagt så smukt herud mod stranden,
se fra dens banker, hvilket herligt syn.
"De fynske alper" står langs himmelranden,
med bøg og gran i deres skoves bryn.
Se byen der med tårn og røde tage,
se skibene, der stryger Faaborg fjord,
og øerne - nej findes der vel mage
til denne plet af fædrelandets jord.

De vide udsyn veksler med idyller,
vi elsker det, vor hjemstavn kendes på.
De bølgeskvulp, der strandens stene skyller,
og stormens pisken "hvidt" i havets blå.
Se Dyreborg i sol ved løvspringstide,
gå tur ved Sinebjerg en sommernat,
når månen lyser over vande blide,
hør nattergalesang i Vængets krat.

Og hen i høst, da vandred' vi på Næsset,
i nøddekrat med brombærs fine duft.
Når duggen ligger længe over græsset
er Lyø nær i klar septemberluft.
I morgensol vi husker Bøjdens banker,
i sommersolfald Hornekrogens vand.
På Sivresbjerg, der faldt det i ens tanker:
"Hvor kan der findes noget skøn're land?"

Gravhøje vidner her om fædres virke,
her slog de rod og rydded' denne vang.
På banken bygged' de vor gamle kirke
til værn mod vender og til kirkegang.
De rydded' sten og hegned' disse agre,
stengærder snor sig nu fra strand til strand.
De rydded' tjørn og pløjed' marker magre,
og frugtbart gjort vi arved' Horne Land.

Så rigt et land fik vi i arv og eje,
og vi vil villigt vedgå arv og gæld.
Vi Hornebo'r bør følge fædres veje,
det er vor pligt - Gud giv os dertil held.
Ja, lad os pløje, bygge, værne, virke
til fælles gavn hver kvinde som hver mand,
i hus, i gård, i skole og i kirke,
og skabe os et endnu bedre land.

Gunni Rud 1956