Horne Sommerland









Landbrugsflyver E. Malmmose 

 

Sprøjter marker over hele landet med udgangspunkt fra Horne Sommerland.


— Det er dejligt at være hjemme med det samme, når man lander efter en hel dag på vingerne, fortæller den 52-årige landbrugsflyver E. Malmmose, Horne, der i tilknytning til sin 18 tønder land store landbrugsejendom i udkanten af Horne Sommerland har sin egen landingsbane. Herfra har han i de sidste 14 år startet og lettet for Korn- og Foderstofskompagniet i Århus for at hjælpe landmænd på Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Jylland af med alskens utøj i deres marker.
Når E. Malmmose går i luften med sin Piper Super Cup — der findes to i landet — medbringer han 550 liter sprøjtevædske og stryger over markerne i 1 ½ meters højde med 120 km i timen.
— I denne tid ligger jeg imidlertid stille, fortsætter E. Malmmose. Dels blæser det for kraftigt til at gå på vingerne, dels har der hidtil i år været sparsomt med skadedyr. Det er først nu, at der er meget at lave, hvis ellers vejret tillader det. Der er nemlig nu konstateret lus i adskillige kornmarker landet over. Desværre har staten pålagt udlægning af gift fra flyvemaskine restriktioner. Der er afsat bestemte minimumsstørrelser på de marker, vi må overflyve. Grænsen er nu sat til 3,6 tønder land.
I alt har E. Malmmose fløjet i 15 år, heraf ind imellem i (Sudan?) med sprøjtning af bomuldsmarker.
— Kommer der klager fra sommerhusbeboerne, når de starter med deres maskine?
— Jeg prøver altid på at tage hensyn. En gang var der én, der klagede over, at vi gik i luften kl. 4 om morgenen. Ellers har der ikke været noget. Folk betragter det mere som en oplevelse, at man drager ud.







Valid XHTML 1.0! Valid CSS!