Horne Sommerland









Torkild Thanings tale

BÅLTALE I HORNE
For nylig slog lynet ned i Livets Træ. Det stod såmænd på Horne
kirkegård. Et æbletræ var det og i forvejen stærkt plaget af sorte
fugle og blege orme, som ødelagde dets frugter. Og nu brændte
det op.. Det var en ulykke, også fordi Adam havde fået det mål af
præsten at bage en æblekage af dets frugter. Men når træet
brændte, så skyldtes det, at Adam, som var blevet alt for klog af
skade, var blevet nynazist og havde sat sig for at tage troen fra
præsten. Præsten var nemlig selv alt for godtroende til at blive
klog af skade. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at tro på
det onde. Så derfor troede han det bedste om livet – og derfor
også om sine medmennesker. Det gjaldt f.eks. dem, som var
overladt til ham, og som havde været i fængslet, fordi de havde
røvet, stjålet, drukket, voldtaget og ikke kunne lade Statoil i fred.
Nu var de blevet prøveløsladt og for en tid overladt i præstens
varetægt. Det havde hjulpet utrolig på dem, mente præsten. De
var fuldstændig holdt op med at drikke, stjæle, røve, og voldtage.
Ja, en var begyndt at læse teologi og libaneseren havde lært sig
det fineste dansk.
Det var nu slet ikke sandt. Enhver anden måtte sige, at præsten
levede på en livsløgn. Tværtimod fortsatte de, som var i hans varetægt,
bare i deres gamle skure, så enhver kunne se det bortset
fra præsten, de stjal og røvede, drak sig berusede og hvad de ellers
gjorde, men som præsten sagde: Hvis man kun ser efter
ondskaben, så ser verden ond ud, men hvis man fokuserer på det
gode, så ser verden meget lysere ud.
Og sådan så han også lyst på sin søn, som han selv fortalte Gud
og hvermand løb rundt og spillede fodbold og ikke var til at styre
på en tønde land, selv om alle andre vidste, at han var totalt lammet,
multihandicappet, som han var. Men det kunne hans far slet
ikke indse. Han betragtede ham, som om han der ikke var noget i
vejen med ham.
Men derfor kunne Adam slet ikke tage præsten og alt det
”godhedspis”, som præsten var besat af, og som endda betød, at
han også troede på Adam og havde sat det som Adams mål, at
han skulle bage en æblekage. Men hvad værre var: Adam var
mærkværdigvis selv blevet besat af tanken om ævl’kagen og
brændte for at bage den. Adam var i det hele taget selv blevet
grebet af en besynderlig godtroenhed over for livet, som slet ikke
passede til ham. Selv om han var både rocker og nynazist gav
han sig pludselig til tage livet i forsvar, når han oplevede de andre
overhale ham indenom i overgreb på det. Det kunne dog blive
for galt, mente Adam, når den gravide drak snaps og libaneseren
skød hæmningsløst om sig og ville slå de ansatte på Statoil
ihjel.
Men alligevel lykkedes det Adam at knække præsten og at tage
troen fra ham, så at præsten måtte erkende, at hans godtroenhed
havde været en livsløgn. Han mistede simpelthen troen. Men det,
som nu kom bag på Adam, var, at også de andre, som præsten
ellers havde troet på, tabte modet. De kunne ikke undvære hans
godtroenhed, hvor urealistisk den så måtte forekomme både dem
og os andre. Og nu gik de i spåner.
Men da var det, Gud ville vise Adam, hvad han havde gang i.
Han sendte et Herrens vejr over Horne Land, så man kunne se
hans vredes øje i skyerne, og han sendte et lyn, som flækkede
livets træ og satte det i brand, så det gik op i et vældigt Skt. Hans
bål.
Det tog fuldstændig pippet fra Adam, også fordi ilden samtidig
fortærede hans håb om at bage æblekagen. Så han gjorde alt for
at bringe præstens på fode, for han måtte jo tale med de andre.
Ved et Guds under viste det sig, at der var blevet eet eneste æble
tilbage, som Adam nu kunne bage en ganske vist meget lille kage
af. Han kunne nu dele den med præsten, som i mellemtiden var
både død og opstanden, så at kynikeren og rationalisten i skikkel-
se af lægen måtte pakke sammen midt i et satanisk grin over omsider
at have sejret over godtroenheden.
Nu ville lægen hen et sted, hvor godtroenheden afgik ved døden,
når man regnede med det, og ikke bare stod op af graven fuldstændig
uforandret..
Det spørgsmål, jeg vil benytte min tale til at stille her Skt. Hans
aften, er, hvornår den samme godtroenhed genopstår hos os selv,
så vi kan dele hinandens glæde? Vi har jo selv mistet den danske
hjertelige godtroenhed, som førhen samlede os om bålet i et fællesskab
af syngende mennesker, som troede på livet og på fremtiden
og hinanden – på, at hjerterne aldrig kunne blive tvivlende
kolde, men at man kunne jage dæmonerne på flugt alene ved at
samles om bålet og synge midsommervisen
I stedet har vi skabt os en tilværelse uden godtroenhed, dvs.
uden den tillid, som må til, hvis et fællesskab og hvis man selv
skal overleve. Tværtimod har vi åbnet ild og er draget i krig på
en fuldstændig ubegrundet mistillid om våben og terror og har
derved selv tændt et bål af mistillid i verden, som er den værste
terror, man kan opleve. Ikke bare har vi gjort frygten for terror til
fortegn for vores eget samfund og for vores love, men benytter
det til at opbygge et fuldstændig gennemkontrolleret samfund
med et nærmest sovjetisk bureaukrati, som skal sikre, at alt kontrolleres,
og at vi kan legitimere os som samfundsborgere. Eksaminer
og prøver er blevet det store hit. Folkeskolelærerne bruger
2/3 af deres arbejdstid på bureaukrati. Universiteterne har mistet
deres frihed, for at samfundet kan kontrollere forskningen. Selv
gravstedsejerne må hvert år forny deres gravsted for at få lov at
hvile i fred.
Tillid betragtes i dag som godtroenhed, kontrol er bedre. Sorte
fugle og blege orme fortærer på den måde livets træ, ja, til sidst
fortæres vi selv af den ild, vi har tændt, så vi lader det håb og den
tillid gå op i luer, som præsten ellers prædiker om i Horne kirke.
I stedet må man genopbygge kirken som den borg, rundkirken
engang var, som skulle værne hornisterne imod fjender fra syd.
På den måde må vi synliggøre mistilliden som fortegnet i det
samfund, der er tilbage, og i forholdet til vores omverden.
Hvem skal så forkynde godtroenheden for os?
Måske må vi til det selv, fordi vi lige Adam i filmen pludselig en
dag erkender, at det går ikke uden godtroenhed, men at vores
omverden overhaler os indenom i mistillidens overgreb. ”Noget
må der gøres!”, som mit barnebarn på tre år gik rundt og sagde
sidst han besøgte os.
”Noget må der gøres!” Man må tænke på sit barnebarn.
Vi må genoprette godtroenheden og jage dæmonerne på flugt,
selv om det forekommer vanvittigt at vise tillid og som at bygge
på en livsløgn, når man ser virkeligheden i øjnene.
Men måske er æblet trods alt ikke faldet så langt fra den stamme,
vi er vokset på, så at vi ikke kan genfinde os som det folk, vi
var, som levede i frihed med hinanden og i tillid over for naboen
og derved inspirerede andre folkeslag.
Måske får vi lov at bage en kage, som tegn på, at vi har genoprettet
den godtroenhed, som engang har været grundlaget for vores
fællesskab – tilliden, så vi også kan præge vore omverden med
den, så at kynismen må pakke sammen.
Man kan begynde med at synge sig sammen, jage de hekse og
trolde på flugt, som er inde i os selv. Se ud over Horne Land og
erkende, at det sammen med det sydfynske øhav er et paradis,
som vi ikke må ødelægge.
Længe leve godtroenheden.

Torkild R. Thaning













Valid XHTML 1.0! Valid CSS!